Dot.com-Børn og Frustrationstolerancens Bortgang
af Marilyn B. Benoit, M.D.

(oversættese Per Rønnow)

 

Som praktiserende børne- og ungdomspsykiater i de sidste 25 år, har jeg iagttaget en foruroligende tendens blandt børn. Ideen til navnet på dette lille skrift fik jeg fra min toethalvt år gammel niece, som blev meget fortørnet, da en ekspedient i en forretning forbød hende at lege med en udstillet computer. I sin vrede beklagede hun sig til sin mor. "Han vil ikke lade mig gøre .com!" For nylig, da jeg blandede mig for at forhindre en uønsket opførsel, blev hun hensat i et grædende raseri. Et dejligt, meget talende barn, som er temmelig godt med på teknologidillen alderen taget i betragtning, kommer hun ikke let til besindelse, hvis ikke hun bliver tilfredsstillet omgående. Det jeg ser træde frem i børn er aftagende frustrationstolerance. I almindeligt sprog ville de hedde mangel på tålmodighed, den gammeldags dyd, som folk af min generation gentagende gange prækede for os. "Tålmodighed er en dyd." Jeg har brugt en hel del tid på at tænke over dette, og jeg har nogle tanker, som jeg gerne vil dele i håb om at stimulere til nogle alvorlige tanker om dette emne.

 

Psykiatere har lært, at frustrationstolerance er en jegstyrke, som mennesket har brug for at kunne mestre en vellykket tilpasning til livet. Mens den nyfødte er berettiget til at få alle sine behov opfyldt omgående og uden betingelser, forventes det af det opvoksende barn, at det gradvist lærer at vente på tilfredsstillelsen, at det må vente på, at forældrene bringer mad, fjerner en våd ble, gnider de ømme gummer, leger en leg osv. De senere års teknologiske fremskridt har gjort det muligt for unge børn at opnå øjeblikkelig tilfredsstillelse ved at trykke på en knap. En atten måneder gammel kan tænde for fjernsynet og øjeblikkeligt blive underholdt med musik, dans, interessante former og farver, voksne, tegneseriefigurer osv. Hvilken magt er dette ikke for et barn, som kæmper med egocentrisme og almagt! Teknologi møder magisk tænkning og forstærker den ved at gøre den til virkelighed. Denne type oplevelse bliver yderligere gjort lettere af forældre, som forguder deres børn, og som er benovede over, hvad deres børn hører og er i stand til at gentage. Ethvert barn ser ud til at være et slumrende geni! Ingen forældre med respekt for sig selv vil have, at hans/hendes barn skal sakke bagud, så barnet får computer-legetøj og en personlig computer med "intelligensfremmende" software, som bliver prakket på nutidens forældre. Forældre anskaffer i stigende grad mere overdådige videospil, TVer og underholdningsmaskiner i børneværelset, hvor børnene forpupper sig selv i et multimediemiljø. De samme børn er med deres forældre ved pengeautomaten og ser virkelige penge komme ud af maskinen ved at benytte et plastickort og tryk på nogle knapper. Mens de fleste børn ikke kan forstå den kendsgerning, at mange timers arbejde var nødvendige for at have disse penge til rådighed, som så let blev trukket ud af maskinen, fører oplevelsen af den lette tilgang til kontanterne dem endnu længere bort fra denne kendsgerning.

 

Mange børn er i dag på Internettet og modtager næsten spontant svar på deres spørgsmål. Grupper kan oprette øjeblikkelige "chatsider" og skabe hurtige virtuelle sociale sammenkomster. For nylig (11.1.00) bragte avisen, Washington Post, en bladkarikatur af Mike Twohy, som forlod familiens middagsbord i vrede, mens han råbte: "Fint- jeg går ind og snakker med min chatfamilie!" På tydelig måde viser billedet, at han ikke længere behøver at tolerere det ubehag og den frustration, han oplevede ved familien. Den øjeblikkelige løsning står til rådighed igennem teknologiens evne til at erstatte den tabte følelse af selvværd og tilfredsstille hans tilsyneladende behov. Det nyopståede budskab i denne teknologiske tidsalder er: "vent ikke!" Den allestedsnærværende mobiltelefon kan skabe øjeblikkelig kommunikation med hinanden. Som barn husker jeg, hvordan jeg med store forventninger ventede ca. en måned på at få svar fra min penneven i England. Email og andre hurtige meddelelsesformer skaber i dag forventninger om en hurtig kommunikation. Følgen deraf er blevet oplevelsen af utålmodighed (dårlig frustrationstolerance), når responsen ikke kommer efter et kort tidsinterval. Vi må indrømme, at de hurtige teknologiske forandringer og deres virkning på vores børn må influere betydningsfuldt på måden børn iagttager, oplever og tilpasser sig til deres verden. Selvfølgelig er den moderne teknologi et gode, men vi må standse et øjeblik og være opmærksom på de langsigtede, negative virkninger på vores børns psykologiske og sociale udvikling.

 

Det er kun 50 år siden, at Erik Erickson skrev ""Childhood and Society", i hvilken han talte om de forskellige trin i barnets udvikling. Familien spillede en vigtig rolle ved at filtrere og modulere samspillet mellem barnet i udvikling og samfundets indflydelse. Med teknologien er denne rolle ikke blot blevet ændret men blevet mærkbart mindre. Den beskyttende "atmosfære" omkring barnets tidlige verden i barneværelset er nu blevet invaderet og bombarderet af indtryk fra TV og computer software. Nuomdags lever børnene i en teknologisk verden. Den gradvise overgang fra barnets atmosfære til den sociale makrosfære, beskrevet af Erickson, eksisterer ikke længere. Det lille barns hjerne er overstimuleret af de nye multimedie omgivelser med dets lydeffekter og hurtigt vekslende opmærksomheds-stjælende indtryk. Jeg har mange alvorlige bekymringer om virkningerne på koncentrationen i den udviklende hjerne. Kunne den stigende grad af "Deficit Hyperactivity Disorder" (underskuds hyperaktivitetsforstyrrelse), DAMP, relateres til barnehjernens vedvarende udsættelse for de hurtigskydende stimulanser? (I skrivende stund er jeg overrasket over mit krigsrelaterede ordvalg som: invaderet, bombarderet, hurtigskydende. Er der blevet erklæret krig mod hjernen? Og har forældre, som beskyttere, givet op?) Er det muligt, (ifølge ny indsigt i hjerneudvikling og adfærd) at forskellige neurale stier og ændrede niveauer af neuroformidlere og kombinationer er under udvikling?

 

Det er påfaldende, at de selv samme forældre, som udsætter deres børn for de nye teknologier for at forsyne dem med det bedste, ser ud til at være blinde overfor den mulige påvirkning af det udviklende barns sind og hans/hendes sociale adfærd. Hvis man er opdraget til øjeblikkelig tilfredsstillelse, er det så overraskende, at man i de øjeblikke, når man skal vente, til det bliver ens tur, bliver udelukket eller ikke får det ønskede, at resultatet bliver eksplosivt raseri? Frustration er en følelsestilstand som hidrører fra instinktiv aggression. Hvis det ikke kan tolereres, bliver aggressionen til ord eller handling. I det udviklende barn tiltager frustrationstolerancen efterhånden, som forældrene tilbageholder den øjeblikkelige tilfredsstillelse i "doser", som er håndterlige på barnets udviklingstrin. Det giver barnet muligheden for at lære at håndtere sin følelse af frustration og udvikle evnen til at håndtere den. Barnet lærer at undvære visse ting, være tålmodig og vente på andre. Det lærer også at give afkald på sin egocentrisme og magiske tænkning gennem processen. Primær narcissisme bliver tøjlet. Han/hun bliver dermed nødsaget til at inddrage den større verden omkring sig og udvikle tolerance overfor mennesker og situationer. Tolerance kræver udvikling af empati. Og empati kræver tid til at tænke på en anden person og tilsidesættelse af ens egne behov og ønsker. Børns tidlige brug af teknologier forårsager en markant ændring af, hvorledes de oplever tidens forløb, og de er mindre villige til at vente på, hvad "de" oplever som lang tid.

 

Forbindelsen mellem teknologi og øjeblikkelig tilfredsstillelse, dårlig frustrationstolerance, mangel på empati med aggression til følge, har gjort indtryk på mig. Mens jeg dog ikke anser teknologi som "årsagen" til den stigende vold, vi har set blandt unge mennesker i de senere år, mener jeg alligevel, at vi skal være opmærksomme på de negative påvirkninger af vores nye teknologi. Som med alle teknologiske fremskridt er disse utilsigtede konsekvenser, som burde have vores opmærksomhed, især i en tid hvor forældre tilbringer mindre tid sammen med deres børn og ikke har den beskyttende funktion, som de engang havde. Psykiatrien lærer, at det er forældrenes pleje og grænsedragning, der neutraliserer aggression i barnet. Jeg vil påstå, at kombinationen af aftagende forældrebeskyttelse og tiltagende øjeblikkelig tilfredsstillelse ændrer psyken og underminerer socialiseringen af barnet. Hvis frustrationstolerancen ikke udvikles, bliver evnen til at modulere og håndtere aggressioner kompromitteret, og vi ser børn, som får mærkatet "eksplosive" børn. Undtagen børn med neurobiologiske mangler, beskriver psykiatrien sådanne børn som "narcissistiske" og deres eksplosivitet som "narcissistisk raseri." De er børn, som ikke er i stand til at klare den mindste frustration og langer aggressivt ud efter andre. De er berettiget, krævende, utålmodige, respektløse overfor autoriteter, ofte hånlige overfor deres lige, uempatiske og let "sårbare". Deres antal er i tiltag. Vi må være opmærksomme på denne tendens og gribe ind med alvor, hvis vi vil opdrage børn til at vise omsorg for andre i samfundet.

 

Jeg er fascineret af den rolle, naturen spiller i udviklingen af frustrationstolerance. Måske kan vi tøjle de negative teknologiske virkninger ved at tage børnene på udflugt i naturen, hvor de kan tilbringe tid med iagttagelser af dyr og planter, betragte vandløb og søer og beundre havet. Hvilken frustrationstolerance kræves der ikke at fiske eller iagttage fugle. Trods alle vores teknologiske fremskridt står solen stadig op og går ned i en 24 timers rytme; vi må vente på tørken eller stormen, finde os i snestorme, som lukker hovedstadens lufthavn; vente på at afgrøderne vokser, blomsterne blomstre, årstidernes skiften. Og frem for alt dette, ganske vist - "tålmodighed er en dyd".

Venlig hilsen
Marilyn B. Benoit, M.D.