Alliance for
Retten til en barndom

Alliance For Childhood tog form i USA i februar 1999. Sunbridge College i USA dannede rammen, da en gruppe bestående af ca. 30 lærere, læger, universitetsprofessorer, folk med interesse for børns ve og vel og forældre samledes for at drøfte børns opvækstvilkår over hele verden. De besluttede sig for at danne en international koalition til at udfordre de tendenser i samfundet, der ønsker at effektivisere barndommen og dermed forkorte den.
De to mest aktive deltagere i USAs Alliance er Joan Almon og Colleen Cordes. Colleen Cordes er journalist og pressechef for Alliance i USA. Joan Almon er mangeårig børnehavelærer og koordinator for Alliance. Siden 1999 er der blevet dannet Alliancer i flere lande. Men det er vigtigt at holde for øje, at den elektroniske påvirkning af børn i USA er langt stærkere end i andre lande. Men hvad USA bliver udsat for kommer før eller siden til resten af verden.
Da
Alliance blev lanceret i USA, fik den en utrolig stor mediedækning, for det var første gang, at nogen stillede spørgsmål om indførelsen af IT i skolen overhovedet ville kunne leve op til forventningerne. Mao. stillede Alliance de spørgsmål, som burde være stillet inden indførelsen af IT i grundskolen.

Hjemmeside for sammenslutningen af danske steinerbørnehaver
http://www.steinerboernehaver.dk/?42

Sammenslutningen af Frie Rudolf Steinerskoler i DK
www.rudolfsteinerskoler.dk/

Alliances første store projekt var ”Fools Gold” (på dansk Narreguld). En række forskere skriver her om deres betænkeligheder mht. børn og IT. Bogen har vakt international interesse og blev også omtalt i flere danske aviser. Narreguld findes i dansk oversættelse på adressen
www.alliance.gagarin.dk. Her kan man hente den danske udgave gratis i pdf format.

Fools Gold blev fulgt op med beretninger af forskellige kendte skribenter og udgivet under titlen 'Tech tonic, Towards a New Literacy of Technology'.
Tech Tonic can hentes her som pdf-fil.
Vi fik kendskab til Alliance i efteråret 1999 gennem en artikel af Joan Almon som hedder: ”Leg, den mest effektive indlæringsteknik nogensinde opfundet af mennesket”. Efter udveksling af nogle breve gennem email med Joan Almon indvilligede hun i, at vi kunne lave en hjemmeside og bruge navnet Alliance og hendes artikel om leg. Det skal dog understreges, at denne hjemmeside ikke er et officielt organ for International Alliance for Childhood, og som sådan er den et privat initiativ. Alliances officielle samarbejdspartner er
Kempler Instituttet. Vores hjemmeside blev lanceret i maj 2000 men har af forskellige grunde ikke været aktiv i en periode.
Vores håb er, at tilbyde en platform for sunde synspunkter vedr. børns opvækst uanset skribenternes ståsted og komme i en dialog med omverdenen.

En gruppe under Europæisk Alliance arbejder i Brussel med at udforme en fælles politik på
børneområdet

Den Skandinaviske side
ALLIANCE


Motiverne
Når mennesker tager initiativer, ligger der altid nogle motiver til grund. Det gør der selvfølgelig også hos os.
Vi og andre meningsfæller har i længere tid været bekymret over den manglende forståelse og respekt for barndommens betydning. Alle er enige i, at de første 7 år af et barns liv er de vigtigste, for her bliver en meget vigtig del af fundamentet for resten af livet lagt. Men sådan tænker de fleste politikere ikke. For den økonomisk/rationelle bevidsthed, der har bevirket en større effektivitet i erhvervssektoren, er det en logisk slutning at spørge: Hvorfor ikke også effektivisere barndommen og komme i gang lidt tidligere? Nu er man kommet så vidt som til at lave læreplaner for børnehavebørn her i Danmark. Det har været prøvet før i andre lande såsom USA og Tyskland, hvor det dog kun var børnehaveklassen i Tyskland. Resultatet var, at en stor del af børnene gik i stå omkring 3-4 klasse. (Se artiklen
'Tidlig indskoling').

I 70´erne lancerede man i USA programmet ”HeadStart”. De ønskede resultater af indsatsen udeblev også her. Men Programmet HeadStart eksisterer stadig – det har bare fået en anden målgruppe. HeadStarts målgruppe er nu dårligt socialt stillede familier i slumområder, hvor man på forhånd kan formode, at børnene ikke vil være i stand til at starte i skolen på lige fod med andre (lidt enkelt fremstillet).

Mange lovgivere forstår kort og godt ikke, at børn også arbejder og lærer samtidigt. Børns efterligning og leg er børnenes arbejde. Men det må ske i deres eget tempo. Alt for mange har den fejlagtige opfattelse, at børn kun lærer ved at blive undervist. Der ligger noget bag legen, som har uhyre stor betydning. Hvorfor børn mere eller mindre leger godt er afhængig af fantasien. Den findes i rigeligt mål, hvis den da ikke bliver afstumpet gennem TV, computerspil, dårlige sociale forhold, sygdom m.m.
Det er derfor vigtigt, at omgivelserne stimulerer til leg og til at udvikle fantasien. Men alt for mange børn får legetøj, der selv kan lege uden plads til fantasien, legetøj hvor barnet mere eller mindre bliver henvist til en rolle som passiv tilskuer. Bevares – børn er fascineret af den slags legetøj. Fasci betyder fanget, deraf ordet fascisme. Leg er altid fri, så fremmed som det måske klinger i nogen ører. En rigtig, ægte videnskabsmand/kvinde, kunstner eller opfinder, er et menneske, der har bevaret evnen til at lege, men på et andet plan. Mange af de mennesker, der træffer beslutninger vedr. børns vilkår forstår ikke, at barndommen er en serie af metamorfoser/forvandlinger, og de ydre oplevelser, sanseoplevelser, bliver til indre kvaliteter. På intet tidspunkt i vores liv sker der større forvandlinger end i de første syv år af vores liv. Hvis disse barndomskræfter får lov til at udfolde sig i sunde omgivelser, forsvinder de ikke men kan udvikles videre i skolealderen. Disse kræfter skal plejes igennem skoleforløbet for at give os muligheden for selv at tage vort eget liv i hånden og selv foretage forvandlinger gennem livet. Det er det man også kalder for selvopdragelse. Mange mennesker går for tidligt i stå, når omgivelserne ikke kan bringe dem videre. Andre har ungdommelige kræfter langt ind i alderdommen. En for tidlig intellektuel indlæring afstumper disse barndomskræfter og gør os til oldinge alt for tidligt. Derfor kan man som opdrager ikke bare flyde med strømmen, hvis man vil noget godt for børnene. Men det er svært i en verden, hvor vi nærmest bliver tvangsfodret gennem elektroniske medier.

Lad mig først gøre én ting klart. Vi er ikke modstandere af computere. Spørgsmålet er ikke om børn skal bruge computere i skolen - men om hvornår!

Der er brugt milliarder på indførelse af computere, men efter lang tids søgen på internettet er jeg ikke stødt på et eneste tilfælde, hvor nogen kunne sige, at skolen var blevet bedre eller eleverne dygtigere efter indførelse af IT i skolen. Tvært imod er det gået ud over den kunstneriske undervisning, som i mange tilfælde er blevet barberet helt væk, og det gælder også her i Danmark. Uden tvivl er der masser af information at hente på nettet. Det gør jeg selv flittigt brug af. Men informationer er ikke viden. At opnå viden kræver, at man har udviklet en evne til at leve sig ind i tingene og en vis grad af dømmekraft for at være i stand til at sætte tingene ind i en større sammenhæng. De kunstneriske fag som musik, maling/tegning, eurytmi m.m. udvikler fantasien og evnen til at leve sig ind i tingene. Gennem håndværksfagene udvikles dømmekraften. Det er måske ikke så indlysende for alle. Men dømmekraft er først virksom, når man har erhvervet evnen til at leve sig ind i det væsentlige i tingene. Når man arbejder med håndværk, må man lære materialet og værktøjet at kende, og man har hele tiden sit eget fremskridt og resultatet foran sig; det lyver ikke. Denne proces, vekselvirkningen mellem forestilling og viljesindsats og resultat-evaluering, udvikler den praktiske tænkning, som er en forudsætning for en sund dømmekraft. Ikke at de nødvendigvis skal blive håndværkere senere hen, men det er selve processen, det drejer sig om.
Man har flittigt brugt floskler som ”Informationssamfundet” osv., men informationer er værdiløse, hvis man ikke kan flette dem ind i en større sammenhæng. Denne evne skal først erhverves. Ved at slippe børn løs på internettet uden den fornødne modenhed er risikabelt. Internettet er i stort omfang blevet en losseplads for ligegyldigheder og direkte usandheder. Ingen myndigheder kontrollerer, om en påstand er korrekt. Vi er overladt til vores egen sunde fornuft, når vi bevæger os på nettet. Mht. til IT i skolen er fascinationen stadig stærkere end fornuften hos lovgiverne. Indtil videre er det producenter af software og hardware, der har profiteret mest ved indførelsen af IT i skolen. IT er et vidunderligt redskab i mange sammenhæng og kan være et godt kommunikationsmiddel for folk, der i forvejen har lært at kommunikere, men en ting er sikkert, man lærer ikke virkeligt at kommunikere med andre mennesker gennem elektroniske medier. Børn har brug for det personlige møde med deres opdragere. Lige som et fotografi af mor aldrig kan blive en legitim erstatning for et barn med hjemve, kan elektronikken heller ikke erstatte den levende kontakt i læringsprocessen.

Mennesker lever ikke af informationer men af kulturelle værdier. Min egen oplevelse med computeren er, at for mange timer bag skærmen bevirker en indre tomhed i modsætning til deltagelse i et kulturelt arrangement, som skaber nærvær og en følelse af identitet. Kultur er det væsen, der forædler vores lavere natur, som drager os mod fællesskabet, skaber nærvær og giver mening med tilværelsen. Kulturens første spæde begyndelse tager sit udgangspunkt i leg og fortsætter udviklingen gennem en kunstnerisk pædagogik. Det tragiske er, at de store summer brugt på computere har kompromitteret kunsten i skolen. Det er på en måde også ironisk, fordi de mennesker, som i fremtiden vil anvende computere i deres daglige arbejde, netop har brug for en kunstnerisk kontravægt til den tomhed, der ofte opstår foran skærmen.

Foruden smarte ord som ”Informationssamfundet” har man også brugt ordet ”Kommunikationssamfundet” om nutiden. Det er flotte ord, men de har ikke hold i virkeligheden. Det sociale liv starter i børnehavealderen gennem fantasi og leg, og hvis denne skat ikke går tabt, kan den senere forvandles til empati, evnen til at leve sig ind i andre mennesker. Gennem den villende fantasi har vi muligheden for at opløse vores stereotype forestillinger af andre mennesker, se dem med nye øjne og opleve dem på en ny måde. Det kan man ikke lære eller formidle gennem en maskine.

Til trods for de ovennævnte synspunkter ville det være ønskeligt, hvis enhver opdrager af børn havde et vist kendskab til computere og internettet om end kun overfladisk. Computer og Internet er her for at blive, og de vil mere eller mindre i fremtiden blive en del af hverdagen for nutidens børn. Derfor har opdragere også en pligt til at tage dette medie med i deres bevidsthed.

Disse er blot nogle få tanker om motiverne og baggrunden for Alliance.

Venlig hilsen
Per Rønnow