Læsefærdighed

Af Anna Margrethe Schollain

I den pædagogiske debat er skolebørns - og for den sags skyld mange voksnes - (manglende) læsefærdighed et meget påtrængende spørgsmål lige nu. Hvordan bliver vi en befolkning af gode læsere? Tendensen går mange steder mod tidligere læseundervisning: I børnehaveklassen, helt ned i børnehaven. Der verserer en historie om en vuggestue, der konsekvent pillede alle billeder ned af væggene og hængte bogstaver op i stedet. Det er ikke sikkert at den er sand, men den illustrerer en holdning.

Hvad gør Steinerskolerne?
Der får børnene lov til at bruge en stor del af første skoleår til at tegne tegninger, der forvandler sig til bogstaver. De hører måske en fortælling om en svane og tegner et billede af en svane, og svanen bliver til bogstavet S. Uden hast og uden forventninger om at kendskabet til bogstaverne straks skal omsættes til læsefærdighed. De første ting, de læser, er skrevet af dem selv - med blokbogstaver - og det er ting, de kender så inderlig godt, som de har lært udenad tidligere gennem recitation. Læsefærdigheden forceres ikke. Den udvikles stille og roligt i løbet af andet og tredje skoleår. Nogle børn opnår den først i løbet af fjerde skoleår, uden at det behøver at skyldes specielle læsevanskeligheder.
Hvorfor nu det ? Hvorfor dette adstadige tempo?

Lærerens lærebog
Princippet i Steinerskolernes læreplan er, at der er bestemte faser i et barns liv, hvor det er særlig disponeret for at gøre bestemte læringsskridt. Kunsten at være lærer er at kunne læse den bog, som hedder barnet. At kunne aflæse af barnet hvilket undervisningsstof, der er næring for den udviklingsappetit, det har netop nu. Uden denne, stort set ubevidste, læringsvilje, som er dybt forankret i barnets organisme, ville ethvert forsøg på indlæring være dødsdømt på forhånd. Johann Sebastian Bach blev engang spurgt af en af sine beundrere, hvordan det kunne lade sig gøre at spille så fantastisk på orgel, som han gjorde. Han svarede at kunsten var bare at ramme de rigtige tangenter på det rigtige tidspunkt. Sådan er det også i pædagogikken.

Pædagogik er kunst. Undervisningskunstnerens opgave er at vide hvilket lærestof, der er den rigtige næring for barnets udviklingsbehov netop nu. Det vil sige, at han skal være opmærksom på barnets individuelle udviklingsskridt; nogle børn har allerede lært sig selv at læse, inden de kommer i skole, andre er først parat til det i 9-årsalderen, der er en vis margin, men dermed er ikke sagt, at det er helt tilfældigt, hvornår et bestemt udviklingsskridt står på dagsordenen. Mens der er en vis margin for tidspunktet, gælder der betydelig mere ufravigelige lovmæssigheder for rækkefølgen af de enkelte udviklingsskridt. Det er af afgørende betydning at lære at skrive bogstaverne, før man lærer at læse dem. Det vender jeg tilbage til.

Menneskehedens udvikling afspejles i barnets biografi
Det er almindeligt kendt, at menneskets embryonale udvikling er en - tidsmæssigt kortfattet - gentagelse af evolutionshistorien: ontogenesen afspejler fylogenesen. På lignende måde er menneskets liv efter fødslen en gentagelse af menneskehedens bevidsthedsudvikling og kulturhistorie. Barnet gennemgår de samme bevidsthedsstadier, som menneskeheden har gennemgået, fra en drømmende følen sig ét med verden, over en vågnende billedmæssig oplevelse af tilværelsen til en klar, intellektuelt reflekterende tænkning. I skolelivet gennemleves eksemplarisk de vigtigste skridt i menneskehedens kulturudvikling, herunder de kulturteknikker vi indtil videre har erhvervet os. Hermed er det indre opbygningsprincip for ethvert fag givet.

Det betyder for læseundervisningen, at man først må opfinde skriften. Lidt analogt til ægypternes hieroglyffer - et billede stiliseres og forbindes med en sproglyd, som så sammen med andre tegn kan repræsentere et tankeindhold. Når man har skriften, kommer næste skridt, man udtrykker den i lyd: højtlæsning; og som tredje skridt kommer forståelsen af det læste.

Gå-tale-tænke
Disse tre skridt viser hen til en vigtig opdagelse, man kan gøre, om hvordan børns læring foregår. De første og største læringsskridt i hele livet foregår i alderen mellem et og tre år, hvor man lærer først at gå, så at tale og så at tænke - og det helt uden undervisning. Rækkefølgen er her næsten ufravigelig. Det ser ud til at tale forudsætter gang, og at tænkning forudsætter tale. Barnet viser os her princippet for sin læring - det pædagogiske 3-skridt: Bevægelse (gang) - italesættelse (klang/lyd) - forståelse (tanke). Det er det princip, Steinerpædagogikken - i alders- og fagspecifikke variationer - lægger til grund for sin undervisningsmetode.

For læseundervisningen betyder det, at første fase er bevægelse: Hele kroppens bevægelse, når man går bogstavets form i rummet, armens bevægelse, når den tegner det i luften, håndens, når den tegner det på papiret. Det skal have sin tid, der er jo mange bogstaver i alfabetet. Anden fase: lyd/klang/højtlæsning. Bevægelsen er ikke forsvundet, den er bare blevet mindre, nu foregår den i stemmebåndene og taleorganerne. Vægten lægges nu på, at det læste lyder rigtigt - og gerne smukt. Læsestoffet er kendt igennem udenadlærte rim og remser, og problemet med at forstå et nyt indhold opstår ikke. Øvelse - gentagelse - giver sikkerhed. Den må have sin tid.

At læse en tekst og forstå dens indhold er så tredje skridt og forudsætter de to forudgående. Bevægelsen er der stadig, nu som tankebevægelse, og klangen ledsager det læste som et indre lydbillede. Også her er de to tidligere skridt forudsætning for det nye. Der skelnes mellem forskellige former for læseforståelse, universel forståelse, selektiv forståelse, detaljeforståelse; for dem alle gælder det, at de kræver en ret høj grad af abstraktionsevne. Barnet må have nået en vis fysiologisk og bevidsthedsmæssig modning for at være i stand til det. Den indtræder for mange børns vedkommende først i løbet af 3. eller 4. skoleår.

Af alt dette kan man konkludere, at der ikke findes nogen hurtig genvej til sikker læsefærdighed. Når forundersøgelserne til Danlæs-rapporten skaber bekymring ved at påvise, at 24% af danske elever i folkeskolens 1.klasse er usikre læsere, er det måske, fordi det er for tidligt at forvente læsefærdighed. I USA, hvor der har fundet forsøg sted med tidlig indlæring af bl.a. læsefærdighed i børnehavealderen, den såkaldte 'head-start', viste en opfølgning af forsøget, at 'head-start'-børnene på 4. klassetrin var indhentet og delvis overhalet af de børn, der ikke havde været med i 'head-start'-projektet. Ved at fremskynde læseundervisningen opnår man i bedste fald, at den preller af på barnet, i værste fald at den tærer på kræfter, som det har brug for til at udvikle andre sider af sig selv. Først når 'skolemodenheden' er der, kan man begynde at appellere til de kræfter, der vil tage imod læring, og også da bør det ske i takt med, at disse kræfter vågner og kræver næring.

Venlig hilsen
Anna Margrethe Schollain