computersuechtig.jpg.176039


Interview med Pro. Dr. Gerald Hüther Prof. Hüther er hjerneforsker ved Universitetet i Göttingen, Tyskland, og forfatter til mange bøger om hjerneforskning og dens betydning for det moderne samfund. Dette interview skal ses i sammenhæng med udgivelsen af hans bog: ”Computersüchtig – Kinder im Sog modernen Medien”.
(Computerafhængighed – børn i moderne mediers vold).
Bogen er ikke oversat til dansk, så vi bringer her et oversat interview med forfatteren. (Oversættelse, Per Rønnow)

Prof. Dr. Gerald Hüther = GH,
Interviewer Peter Schipek = PS

PS:
’Computerafhængighed – Børn i moderne mediers vold’ er titlen på Deres bog. Hvilken interesse har De som hjerneforsker i dette tema, Hr. Professor Hüther?

GH: At finde ud af hvad der sker i hjernen ved overdreven brug af en computer.

PS:
Og hvad sker der så i hjernen?

GH:
Når børn og unge daglig tilbringer flere timer foran en computer ændres ikke kun deres iagttagelsesevne, deres rum- og tidsfornemmelse og deres følelsesverden – alt hvad de oplever ved computerspillet ændrer også deres hjerne.

PS:
Hvordan, på hvilken måde ændrer computerspillet hjernen?

GH:
Den måde, hvorpå nervecellerne knytter sig til hinanden i hjernen, er afhængig af hvad man gør med hjernen. Den, som gentagende dykker ned i den virtuelle verdens hvirvelstrøm, danner altså en hjerne, som stadig mere bliver tilpasset det, der sker der, men som mere og mere har svært ved at finde sig til rette i det virkelige liv. Fiktionen bliver så opfattet som det levende liv, og det virkelige liv reduceres til fiktion. Hjerneforskerne har fundet ud af, at hjernens struktur, forbindelserne mellem de mange milliarder nerveceller, afhænger af hvad man bruger sin hjerne til.

PS:
Vores hjerne bliver altså formet af det, vi benytter den til?

GH:
Ja og det gælder frem for alt for børns og unges hjerner. I storhjernebarken bliver der stillet en overflod af nervecelleforbindelser til rådighed. Men kun dem som virkelig bliver stabiliseret og benyttet opretholdes, dvs. dem der bliver hyppigt aktiveret. Resten bliver nedbrudt.

PS:
Hvor stort er antallet af computerafhængige børn og unge i Tyskland?

GH:
Vi går ud fra, at det drejer sig om ca. 100.000. Det er dog kun et skøn. Det nøjagtige tal kendes ikke. Problemet er jo, at disse computerafhængige børn og unge i lang tid slet ikke vækker opmærksomhed.

PS:
Hvorfor er det frem for alt unge hhv. mænd, der bliver truffet?

GH:
Når et barn hellere vil tilbringe tiden foran en computer i stedet for at pleje sine naturlige behov, at løbe rundt ude i det fri og lege med andre, bliver det betænkeligt. Barnet trækker sig stadig mere tilbage i sin computerverden. De såkaldte online-spil er især farlige.

PS:
Hvad er det særligt farlige ved dem?

GH:
Disse spil er lavet på en sådan måde, at man bygger sin egen figur, en slags repræsentant for sig selv. Denne figur/repræsentant giver man alle mulige egenskaber, så den kan finde finde sig godt til rette i verden. Indtil nu er det jo vidunderligt. Men da der bliver spillet online, må barnet under alle omstændigheder ikke lukke ned: For så løber det den risiko, at de andre spillere udnytter fraværet og fjerner nogen egenskaber hos éns figur. Børnene forsøger derfor for enhver pris at blive i spillet. Dermed glemmes måltider for ikke at tale om hjemmearbejde og sociale kontakter.

PS:
Hvad er Deres anbefaling til forældre?

GH:
For forældre der tror, at deres børns hjerner udvikler sig af sig selv – lige meget om de leger udenfor, om de læser, udøver musik eller de sidder ved et computerspil er det tvingende nødvendigt, at de tænker om.

PS:
For ellers bliver deres børn dummere foran computeren?

GH:
Problemet er meget mere subtilt. For i deres virtuelle verden med deres tilpassede hjerner føler disse børn sig rigtig hjemme og godt tilpas. De dermed aktiverede nervecelleforbindelser bliver endnu mere fastlagte og stabiliserede. På en måde udvikler der sig ved disse computerspil en specialiseret, enorm hurtig reaktionsevne og abstrakt intelligens – på bekostning af andre, sjældent aktiverede nerveforbindelser.

PS:
Hvorledes kan forældre beskytte deres børn og unge mod overdrevet computerkonsum?

GH:
Børn og unge har brug for opgaver med hvilke de kan vokse og gøre erfaringer. De har brug for opmuntring og lejlighed til at udøve sportslig og kunstnerisk virksomhed og udvikle talenter, og forældre som giver dem kærlighed, tryghed og orientering. Det er de vigtigste søjler i en lykkelig barndom. Den der bliver båret oppe af disse behøver ingen krykke.

PS:
Computeren er altså en krykke for mange børn og unge?

GH:
Ja en særlig attraktiv erstatning for det, som mange børn og unge ikke finder i den nutidige verden: opgaver de kan løse, eventyr og egne opdagelser, overskuelige regler og opnåelige mål. På den måde skaffer computerspil en erstatnings-lykke, som aktiver ’belønningcentret’ i hjernen på en effektiv måde, ikke mindst fordi muligheden byder sig til at udvikle færdighed og behændighed, som de andre ikke råder over. Verden ser ud til at kunne beherskes, egoet bliver blæst op.

PS:
Og fordi computeren tilbyder en erstatnings-lykke kan det udvikle sig til afhængighed?

GH:
Afhængighed har aldrig været andet end en søgen efter erstatnings-lykke, netop en krykke. Det lumske ved computerafhængighed er ’dopamin-suset’ med sin dobbelte virkning: Endogene opiater bliver frigjort og bevirker en ruslignende tilstand. Samtidig bliver nervecelleforbindelserne til endnu bredere veje og sluttelig udbygget til motorveje, som til sidst lænker hele tænkningen og adfærden.

PS:
Bredere veje, motorveje i hovedet?

GH:
Når nervecellerne nede i belønningscentret bliver aktiveret, bliver grundstoffet dopamin udskilt, som igen stimulerer og virker som opium og heroin. Foruden den rusagtige tilstand bevirker dopamin også, at de aktiverede nerver ved computerspil efterhånden bliver stadig mere fastlagte gader og veje og til sidst bliver til brede motorveje, hvor man ikke så let finder en frakørsel, hvis overhovedet.

PS:
En motorvej uden frakørsel?

GH:
De findes ikke. Vigtigt er forbilleder, som viser børnene hvordan man løser de mange problemer i livet i stedet for at flygte ind i en erstatnings-tilfredsstillelse. Et blik i spejlet kan derfor til tider virke temmelig afklarende.

PS:
Hr. Professor Hüther – Hjertelig tak for samtalen.