Sanseorganer, Sanseintegration og Evnen til at Lære

af Dr. Bruno Callegaro
(Forord og oversættelse af Per Rønnow)

Forord
Et organisk sundt legeme er en forudsætning for et sundt liv og en sund udvikling af intelligensen. De livskræfter, der er stærkt aktive i legemets opbygningsfase i de første 7 år, danner senere grundlaget for udviklingen af intelligensen. Ud over at lære at gå og tale og den sjæle- og anden hygiejne, barnet får gennem efterligning, spiller barnets leg en afgørende rolle for en sund udvikling og en harmonisk frigørelse af intelligenskræfterne fra legemet. Men det er vigtigt her, at man ikke forveksler intelligens med indhold. For hvis et husket indhold bliver forvekslet med intelligens, ville autister være de mest intelligente mennesker på jorden. Den indre dynamik der foregår under barnets leg fortsætter i måden, hvorpå barnet senere håndterer viden på en dynamisk måde (kreativitet), i modsætning til en opmagasineret statisk viden, dvs. huskede færdige begreber, som barnet ikke selv har dannet. Man kan ligeledes sige, at jo mere færdig-defineret et stykke legetøj eller legeprocessen er, desto mindre indre dynamik skaber barnet selv i legen.
Når denne udvikling har nået et vist punkt, løsnes disse kræfter fra den organiske proces, og barnet er da først skolemodent. Dvs. at det går ud over sundheden, hvis der gribes ind med for tidlig abstrakt indlæring og dermed fremskynder en løsrivelse af disse kræfter, inden de er nået til en vis afslutning med deres arbejde i legemet.
Dr. Bruno Callegaro har forsket i sammenhængen mellem de organiske livsprocesser og barnets udvikling af evnen til at lære og bringer her en koncentreret skitse af denne sammenhæng. (PR)

---------------------------------

Sanseorganer, Sanseintegration og Evnen til at Lære


Det nyfødte barn møder den omkringliggende verden skridt for skridt uden at kunne forstå den endnu. Faktisk er der en helhed, en slags globalitet, som det lever i uden at have en bevidsthed om situationen.
Enhver genstand eller kvalitet i den omkringliggende verden er forskellig fra barnet. De er enkelte detaljer, isolerede og adskilt fra helheden.
Sanseorganerne bliver modnet, mens det lille barn møder de enkelte genstande og kvaliteter. Hvert sanseorgan er en specialisering af huden (ektodermen), nøjagtigt udkrystalliseret alt efter hvilken kvalitet det iagttager: øjnene for farver, øret for lyde, øresneglen for balance osv.
Denne adskillelse eller differentiering fortsættes af nervesystemet – til hvert sanseorgan er der en tilhørende nerve eller nerveforbindelser, der fortsætter differentieringen af iagttagelserne ind i organismen. Denne proces bliver betonet endnu stærkere af myeliniseringen af de enkelte nerver (myelin = nerveskede), hvor enkelte nervefibre er isolerede fra det omkringliggende af en indhylning dannet af substansen myelin. Denne modning kræver for sanserne helt op til de første otte år for at være færdigudviklet..
Denne proces er et vigtigt værktøj for opvågningen af det lille barns bevidsthed overfor de enkelte detaljer i omverdenen.
Af hensyn til forståelse og indlæring er det nødvendigt at integrere denne differentiering og de enkelte detaljer. Integrationen af sanserne som en isolering af sanserne er en aktiv, individuel proces og kræver sine organiske værktøjer.
Det er livsprocesserne, der opretholder den levende sammenhæng i organismen og sørger for, at sanseorganerne ikke krystalliserer og udskiller sig så meget, at de ikke dør i organismen.
I livets første år op til skolemodningen, modnes både sanse-/nervesystemet og livsprocesserne.

Den første livsproces er
åndedrættet. Sanseorganerne er næsten helt mineraliserede. (Øjets linse, det indre øres hårceller, ligevægtsansens krystaller m.m.) Sanseorganerne fortsætter ind i organismen gennem nerverne, som er lidt mere vitale end sanseorganerne. Det er åndedrættet, der konstant beliver nerverne, så at de mere tilhører livsorganismen end sanseorganerne. Forbindelsen mellem åndedrættet og nervesystemet er formidlet af den cerebrale rygmarvsvæske, hvis rytmiske bevægelse falder sammen med vejrtrækningens bevægelse: indånding presser cerebralvæsken opad langs rygraden mod hjernen og løfter hjernen og nerverne ud af tyngdekraften i.h.t. Arkimedes princip. Udånding får rygmarvsvæsken til at bevæge sig nedad; hjernen og nerverne bliver så underlagt tyngdeloven.

Åndedrættet er en livsproces, der ubevidst er bundet til sanseorganerne. Ved skole-parathed vågner de forskellige livsprocesser til bevidsthed. Åndedrættet i bevidstheden er fundamentet for
opmærksomhed, mellem koncentration og distraktion. Opmærksomhed læres samtidigt med modningen af et sundt åndedræt, både pædagogisk og organisk. Det er ikke kun den cerebrale rygmarvsvæske og lungerne, der er involveret i åndedrættet (de håndterer luft og ilt), men også nyrerne og leveren (de fordøjer kvælstoffet i blodet), og selvfølgelig blodet. Knoglerne er også beslægtet med åndedrættet; konsolideringen af knoglesubstansen har brug for kulsyre, som ikke er blevet udåndet. Opmærksomhed og koncentration bringer mere struktur i knoglerne og en rolig oprejsthed til det vågnede barn.

Den anden livsproces er samlingen af alle organiske processer beskæftiget med
opvarmning af organismen: lever og fordøjelse (varmeproduktion), hjertet, blod og blodårer (fordeling af varme, varmefornemmelse i den indre hjertehinde), huden (vedligeholdelse af varme inden i organismen, varmefornemmelse, udelukkelse af varme fra de ydre omgivelser), ørerne og området omkring baghovedet (ind- og udånding af den indre varme og det omkringliggende eller i indre vedligeholdelse, som huden gør det).
Hvis disse organiske processer er sunde og modne, vil de komme op til overfladen som
interesse: muligheden for at holde et emne eller en iagttagelse varm og forbinde dem med entusiasme.

Den tredje livsproces er
ernæringen: den organiske evne til at opbygge egne substanser og fylde den fysiske form med materie.
I skolebarnets vågnede bevidsthed er disse organiske processer nu modnede og legemsfrie og dukker nu op som muligheden for at
tilegne sig lærestoffet, at begynde at danne og opbygge sit eget indhold (efter opmærksomhed og interesse) ud af det, som læreren bringer.

Den fjerde livsproces er
sekretion og udskillelse: den nødvendige afgiftning, udskillelse, opdelingen af indre og ydre substanser, bekræftende hvilke substanser forbliver i det indre. Nogle af de vigtigste organers virke her er: lungerne, nyrerne, leveren, galdeblæren og tarmene, huden, nogle kirtler (f.eks. bugspytkirtlen).
I læringsprocessen er der en vågen kapacitet og glæde ved at stille
spørgsmål, som børnene, måske allerede i førskolealderen, senest i puberteten, filtrerer og differentierer det, de voksne bringer dem i møde.

Den femte livsproces er
vedligeholdelse: plejen af det, der er inde i organismen. Nogle vigtige organer er involveret her: alt i forbindelse med lymfen, mange kirtler, musklerne (samling af blod, f.eks. opmagasinering af sukker), milten.
I den lærende proces finder vi evnen til at
udarbejde og opfatte det lærte som en legemsfri vedligeholdelsesproces i det skolemodne barn.

Den sjette livsproces er
vækst – nye substanser, nyt væv og nye proportioner dannes, ud af egen organisme og ikke kun det, som blev taget udefra. Hele stofskiftesystemet deltager; i særlig grad kirtlerne (hormoner).
I læringsprocessen ser vi den legemsfri vækst som
berigende, evnen til at bringe egne og nye elementer ind i timerne; og også evnen til at associere.

Den syvende og sidste livsproces i rækkefølgen er
reproduktion. Ved ordet reproduktion skal ikke kun den seksuelle modning forstås, men også den vedvarende genopbygningsproces, regenerering af organer, væv og celler gennem hele livet, men også helingen af f.eks. sår. Ikke kun substanser, men hele organismer kan gendannes.
I læringsprocessen er der et forbløffende
udtryk i elevens egne hæfter/notater, som kan afvige meget fra det, læreren formidlede.
Derfor er læringsprocessen en forvandling af livsprocesser. Og livsprocesserne burde være inkluderet i diagnoser og terapier ved indlæringsvanskeligheder som mangel på opmærksomhed m.m. Pædagogisk kan man forbedre indlæringsevnen ved at øve det, der allerede er i bevidstheden – men for at kunne befri indlæringsevnen fra legemet (skolemodenhed) er det meget vigtigt og nødvendigt at praktisere livsprocesser i det daglige som f.eks. bagning, madlavning, håndarbejde, vaske, stryge, havearbejde.... Disse hører til den tidlige barndoms Waldorf/Steiner pædagogik og bidrager til skolemodningsprocessen. Og de kan praktiseres ind i skolealderen, være inkluderet i skolens aktiviteter som basis for behandlingen af indlæringsvanskeligheder. Differentieringen af hvilket organ er relateret til en bestemt læringsproces (opgave for en læge) samt medicinering med passende midler og diæt er en opgave for skole- eller børnelægen, som kan hjælpe skolemodningsprocessen, når barnet ikke selv er i stand til det og på denne måde hjælpe pædagogen.

Omkring og efter puberteten er der nogle patologiske attituder, som peger tilbage på livsprocesserne. Voldelige anfald kan ofte føres tilbage til fordøjelsen (destruktion er normalt i den sunde organisme, men ubevidst, og passende bundet til legemet. Er fordøjelsen først blevet svag, kan disse kræfter dukke op i en voldelig adfærd). Narkotiske stoffer frigør ufrivillige fantasibilleder eller sansebedrag fra organiske/kemiske processer ind i bevidstheden.

Alderspassende livsprocesser i puberteten er f. eks havebrug eller arbejdet med landskabsarkitektur på skolens grund eller omgivelser, eller måske arbejdet med en tom grund et eller andet sted i byen. Eller måske madlavning, lave lettere måltider for skolen et års tid.

Igen – der er behov for fantasi både af hensyn til elevgruppen og den enkelte elev – og den medicinske behandling af individet må hvile på en organisk diagnose.

Venlig hilsen
Dr. Bruno Callegaro