Tidlig indskoling slår fejl –
”Um ein Jahr”

”Der Spiegel” nr. 20, 1977.


(Oversat af Anna Margrethe Schollain)

(Nogen vil sikkert undre sig over, at vi bringer resultaterne af en undersøgelse lavet for 30 år siden. Der er hovedsagelig tre grunde: for det første er der lavet utrolig få undersøgelser vedr. tidlig skolestart i Europa, og når de viste deres negative resultater, var der meget få, der ville stå ved, at de havde foreslået noget sådant. For det andet er det én af de få grundige undersøgelser, som har strakt sig over et vist antal år. Og som det tredje er undersøgelsen lavet af to velrenommerede universiteter i Tyskland). (Red.)

I 1970, da Deutscher Bildungsrat fremlagde sin ”Strukturplan for Uddannelsesvæsenet”, lod det til at al diskussion var udtømt. Den der gik ind for uddannelsesreformer, gik også ind for børnehaveklasser: Det var kun de små, de tre- og fireårige der hørte til i børnehaven, de fem- og seksårige skulle høre til i grundskolen.

Undervisning i børnehaveklassen var en ”uddannelsespolitisk opgave med højeste prioritet” (SPD/FDP-Forbundsregeringen), den skulle ”prioriteres frem for andre opgaver, hvor vigtige og påkrævede de end måtte være” (tidligere CDU-medlem af Forbundsdagen Berthold Martin). Pædagoger prøvede at overbyde hinanden med sprogprogrammer, matematikkurser og ”tidssvarende basisviden” for de små.
Den socialdemokratiske publikation ”Vorwärts” beklagede ”de begavede børns tab af indlæringstid” og de små børns ”nærmest inaktive venten på at blive skolemodne” og lovpriste næsten med en gysen ”børnenes krav om undervisning i en alder som hidtil var gjort til et reservat for en uforstyrret udvikling af en sentimental barndomsideologi”. Undervisning i børnehaveklassen – det betød for reformatorerne slet og ret ”udligning af sociale chancer”.

Til den første kongres om børnehaveklassen i september 1970 i Hannover havde man regnet med 500 deltagere; der kom over 7000, og her fik forventningerne frit løb. En pædagog erklærede utålmodigt: ”Praksis kan ikke vente til vi har det pædagogiske grundlag.” I lyset af al den uddannelsesiver tog børnehaven sig ud som en rekvisit fra i forgårs.
Nu, adskillige år senere, kommer den igen til ære og værdighed. Den pædagogiske virkelighed ser helt anderledes ud end lærere og politikere troede det muligt i deres reform-eufori i begyndelsen af halvfjerdserne:

En grundig undersøgelse i Nordrhein-Westfalen tyder på at en ”indskoling af de femårige”, som det blev anbefalet af Deutscher Bildungsrat i 1970, ikke er tilrådelig.

Rapporten er baseret på en langtidsobservation af fem- til tiårige børn, som er gennemført af to universiteter i Nordrhein-Westfalen som et modelforsøg i NRW-regeringens regi (”børnehaveklasse og børnehaver”). 50 børn der har gået i børnehave, i den befolkningstætteste forbundsstat, sammenlignes mht. hele deres udvikling. De to involverede SPD-ministre i Nordrhein-Westfalen, Friedhelm Farthmann (socialminister) og Jürgen Girgensohn (undervisningsminister) konkluderer med al ønskelig tydelighed ”at børnenes udvikling fremmes mere effektivt i modelbørnehaverne end i børnehaveklasserne”.
Undersøgelsen, som Girgensohn vurderer som ”yderst grundig”, og som nu har resulteret i en første afsluttende rapport, får umiddelbart politiske konsekvenser. Nordrhein-Westfalen skrinlægger sin oprindelige plan om at indføre skolepligt et år tidligere; stopper børnehaveklasser fra og med skoleåret 1978/79. (I 1977 eksisterede der stadig 50 børnehaveklasser)

Ganske vist viser modelforsøget også, at ”børnene lærer bedre i skolen” (Girgensohn) hvis de har modtaget en eller anden form for pædagogisk stimulering i børnehavealderen. F. eks. måtte disse børn kun gentage en klasse halvt så ofte i de fire første skoleår som gennemsnittet på landsbasis. Men hvad der synes vigtigere, er at det forbedrer de senere præstationer i skolen mere at have været i børnehave end at have gået i børnehaveklasse. Og hvad der er endnu mere betydningsfuldt: Forskellige teams af videnskabsfolk registrerede ”uafhængigt af hinanden og med forskellige metoder”, som det hedder i rapporten, at børn som havde været i børnehave fra de var tre år gamle havde et stort forspring i hele deres legemlige, åndelige/sjælelige og sociale udvikling. De børn der kun havde gået i børnehaveklasse eller – og her var forskellen ikke stor – slet ikke havde set nogen forskole-institution indefra, lå langt tilbage hvad angår f. eks. kreativitet, intelligens og social adfærd.

Da de begyndte i første klasse, var det ene hold ligeså gode eller dårlige som det andet, børnehavebørnene, som havde leget i sandkasse eller med træklodser, og dem der havde gået i børnehaveklasse og allerede havde fået en introduktion til ”at læse, skrive ogregne”. Senere viste forskellen sig – på en helt anden måde end man havde forventet efter diskussionerne fra dengang.

De børn der tidligt var blevet indviet i ABC´ens mysterier, rangerede i ”matematik skrivning og retskrivning”, men også i ”flid” og ”mundtligt udtryk” bag efter dem, som bare havde leget som femårige.

Trods al den tvivl man kan have om hvorvidt ”modelforsøg” kan overføres til den grå pædagogiske hverdag, og om metoderne inden for den endnu unge videnskab som førskoleforskningen er, er undersøgelsen fra Nordrhein-Westfalen under alle omstændigheder en tydelig fortale for den typisk aldersblandede børnehave.
Især da de femårige viste sig at være ”læringslokomotiver” (Farthmann) for de tre- til fireårige. Resultatet bekræfter den trend som, uafhængigt af undersøgelsen, kan konstateres: bort fra tidlig ”indskoling” tilbage til ”læring gennem leg”.
(..... Her er der udeladt et lille afsnit af datidig lokalpolitisk karakter)

 

Helga Rinne, skolepædagog i Berlin, udtaler på vegne af mange at sådan som Forbundsstatens skolevæsen er indrettet, ”er der ingen fornuftig pædagog længere der anbefaler skolepligt fra femårsalderen”.

”Ringere chancer og læringsdeficit hos børn fra ressourcesvage sociale lag”, siges der videre i rapporten fra den social-liberale regering ved Rhinen om deres modelforsøg, ”kan – hvis overhovedet – kun udlignes hvis disse børn har været i børnehave i tre- fireårsalderen.” Det vil Nordrhein-Westfalen rette sig efter fremover.

Hos forsøgsbørnene mellem Ruhr og Eifel viste der sig nemlig noget lignende som et årti tidligere hos børn i USA fra ressourcesvage lag, som havde deltaget i ”Head-Start” programmer i førskolealderen: En i første omgang tiljublet stigning i deres intellektuelle præstationer svandt hurtigt bort efter at de specielle pædagogiske tiltag var afsluttet, den forventede ”kompensatoriske” virkning indtrådte ikke – i hvert fald ikke hos børn fra de lavere samfundslag.

Hvorledes børn i deres tidlige leveår præges af helt andre ting end undervisningmæssig indflydelse, blev allermest tydelig hos børn der hørte til de ”ressourcestærke sociale lag”:

Da man testede skolepræstationerne i fjerde klasse hos privilegerede børn i Nordrhein-Westfalen, konstaterede man at det ikke gjorde nogen som helst forskel om børnene havde været i institution i førskolealderen, og heller ikke hvilken variant af institution det drejede sig om. Børn fra ressourcestærke hjem havde fået så meget godt med for deres udvikling at de hverken havde behov for børnehave eller børnehaveklasse-

Vi vil gerne takke det tyske ugeblad ”Der Spiegel” for tilladelse til at gengive denne artikel. (Red.)

----------------------------

Der er kommet en hel del litteratur om emnet vedrørende de negative følger af en tidlig skolenstart. Denne artikel på Allince for Childhoods hjemmeside gennemgår mange forskellige indslag i debatten med henvisninger til litteratur om emnet:
Klik på denne link