GÅDEN OM DE TO JESUSBØRN
Trond Skaftnesmo
Oversættelse Mogens Thuesen
I norske tidsskrifter har Rudolf Steiener aldrig været en populær skikkelse. En mand, som syntes, han kunne udtale sig om landbrug, opdragelse, kunst, samfundsøkonomi, filosofi, geologi, astronomi og reinkarnation på en gang og derudover forklare, at der egentlig var to jesusbørn, bliver ikke let taget seriøst af akademikere.
UNIVERSITAS 2/2000
Åndsvidenskaben vil vække den sovende viden, vække en menneskehed, som er fanget i forstandens intellektuelle drømme. Derfor er denne åndsvidenskab, som antroposofien bærer frem, ikke bare en forøgelse af kundskaber, men en impuls til at vågne op, et forsøg på at besvare spørgsmålet: hvordan vågner vi af livssøvnen?
Rudolf Steiner: ”Opdragelsen og tidens åndsliv.”
Jesu liv som kulturindustri
Hvem kunne ane, at forskningen i den tidlige kristendom og i Jesu liv, skulle komme til at danne grundlaget for en ny kulturindustri? Men man er næsten nødt til at gribe til et sådant udtryk, hvis man skal karakterisere den strøm af bøger og film som – mere eller mindre seriøst – knytter an til denne forskning. Der er nu (2008) gået fem år siden Dan Browns succesroman ”Da Vinci-mysteriet” udkom. Og det er hele 27 år siden at dokumentarbogen, som Brown i vid udstrækning bygger på, nemlig ”Det hellige blod, den hellige gral” udkom. Men stadig finder man store stabler af disse bøger i boghandlerne på alle internationale flyvepladser. ”Da - Vinci-mysteriet” er oversat til 42 sprog og siges at have indtjent 1,6 milliarder kroner på verdensbasis, tæt efterfulgt af ”Det hellige blod, den hellige gral”. De fleste er enige om, at disse bøger håndværksmæssigt er usædvanligt godt skrevet, men at de er fiktionslitteratur helt uden videnskabelig værdi. Den centrale historie i bøgerne er i (meget) korte træk den, at Jesus skulle have fået et barn med Maria Magdalena, og at Jesu blodslinie (”Den hellige gral”) går som en rød tråd ned gennem Europas historie og ind i Europas´ kongehuse. Vertikanet har kendt til denne skandale, og har gjort – og gør – alt (inclusiv mord) for at hindre den i at slippe ud. At dette er et udmærket oplæg til en spændende konspirationsroman, er let at se. I den sammenhæng spiller det en mindre rolle at de historiske og bibelske referencer er både få og tvivlsomme. Den enorme folkelige interesse for denne tematik sprænger imidlertid fiktionsniveauet. De mange omtaler og debatter, som har bølget omkring bøgerne, har først og fremmest drejet sig om de historiske fakta. Dette er overraskende i betragtning af vor gennemsekulariserede kultur. Måske er det et tegn på, at sekulariseringen har passeret sit mætningsniveau, og at de klassiske religiøse livsgåder er begyndt at generobre deres betydning. Den brede interesse er nok også blevet stimuleret af de opsigtsvækkende bibelske og apokryfe skriftsfund, som er gjort i de sidste ca. 60 år. Først og fremmest drejer det sig om fund gjort i Ægypten (Nag Hammadi, 1945) med f. eks. Det gnostiske Thomasevangelium, og ved Dødehavet (Qumran, 1947). Disse fund har bragt nye perspektiver ind i Jesu- liv-forskningen og bidraget til at belive debatten. Mange af de aktuelle skrifter er oversat og publiseret på internettet. Dermed er fagområdet åbnet for alle interesserede. For nylig (2006) har offentliggørelsen af det gnostiske Judasevangelium skabt en ny debat omkring Judas´ rolle i discipelkredsen.
Slægtstavlerne
I betragtning af den store interesse for Jesu - liv- forskningen, er det mærkværdigt at den mest åbenbare gåde om Jesu liv stadig er helt upåagtet. Måske er gåden slet og ret for åbenlys, og måske er den logiske løsning for utrolig. Men i modsætning til ”Da-Vinci-gåden” har den rod i evangeliernes egne fremstillinger, og som vi vil vise, har den også sat sig spor i historiske dokumenter. Hvis vi da i første omgang ser på, hvad bibelens fire evangelier siger om Jesu fødsel og barndom, opdager vi, at der kun er to evangelister – Mattæus og Lukas – som fortæller noget om dette. Markus og Johannes begynder med Jordandåben. Det vil sige: De begynder med Kristi inkarnation i mennesket Jesus. Eller som Johannes siger det: Logos, ordet som blev kød. Allerede denne indsigt rydder mange misforståelser af vejen.
Ser vi på de to fødselsberetninger, møder vi to meget forskellige – ja, streng taget logisk uforenelige – fremstillinger. Allerede slægtstavlerne viser dette. Mattæus begynder med ordene: ” Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns slægtstavle”, og så følger ialt 42 led nedstigende fra Abraham via David til Jesus. Hos Lukas angives slægtstavlen først i kapitel 3, efter at Jordandåben er skildret. Her er slægtleddene angivet i opstigende rækkefølge fra Jesus til David til Abraham og videre op til Adam, Guds søn. Ialt omfatter listen 77 led. Begge evangelister anser åbenbart Josef for at være Jesu kødelige far, ellers ville slægtstavlerne være meningsløse (*1). Mellem Abraham og David er slægtstavlerne identiske. Mellem David og Josef er der ingenting, som er fælles.
Hos Mattæus fører linien fra kong David via hans søn og tronfølger kong Salomon. Derefter følger 13 kronede konger af Juda frem til Jekonja ved bortførelsen til Babylon. Det er altså et meget specielt stamtræ, vi her taler om, nemlig jødernes kongelige familie. Der er tale om blodslinien for jødernes tronprætendent. At denne blodslinie var omfattet af både offentlig opmærksomhed og messianske forhåbninger, er indlysende. Hos Lukas fører linien fra kong David over en anden søn, præsten Natan. Denne slægtslinie danner en sidegren til den kongelige linie,en gren som ikke havde den samme offentlige interesse og status. I denne præstelige linie finder vi ganske ukendte navne, helt almindelige og til dels fattige mennesker.
Fødselsberetningerne
Når vi kommer til selve beretningen om Jesu fødsel er forskellighederne ikke mindre påfaldende. I den folkelige fejring af julen er de for længst smeltet sammen til ét billede, ganske vist noget retoucherede, sådan at de uhyggelige barnemord (Mattæus) nedtones. Men ellers finder vi hyrder og konger, stjerner og krybbe i skøn forening. Dette skal vi selvfølgelig ikke formaste os til at kritisere; fejringen af julen er ingen teologisk øvelse. Men vil vi kende til de bibelske og historiske kilder angående Jesu fødsel, må første opgave være at granske, hvad de to evangelister faktisk fortæller. Og det er to vidt forskellige historier. Her følger en summarisk oversigt:
Sammenligner vi alt dette, er det selvfølgelig logisk umuligt at beretningerne kan dreje sig om samme fødsel. Allerede slægtstavlerne udelukker som sagt dette: Hos Mattæus møder vi den kongelige, salomonske linie, hos Lukas den præstelige, natanske. Men der er mere: Hos Mattæus fremgår det klart, at Josef og Maria hører til i Betlehem, og at de bor i et hus der. Og af frygt for Herodes´ søn Archelaos, vover de ikke at vende tilbage til Betlehem efter eksilet i Ægypten, men bosætter sig i den nordlige udkantprovins, Galilæa, i byen Nazaret. Vi kan forstå, at denne frygt var reel, hvis deres søn virkelig var jødernes tronfølger, en, som kunne true det quisling-regime, som romerne havde indsat mod jødernes vilje. Herodianerne var ikke anerkendt af folket, da de ikke var af Davids hus. Ja, de var ikke engang jøder, men idumæere. Hos Lukas er der hverken plads til - eller nogen grund til - flugten til Ægypten. Her foregår alt i en stille, anonym og harmonisk atmosfære, helt forskellig fra det højpolitiske drama, som udspiller sig i Mattæus´ beretning. Forældreparret kommer fra Nazaret og vender tilbage dertil efter fødselen.
Det ses tydeligt, at vi her kun har to muligheder: enten er disse beretninger i store træk historisk korrekte og troværdige, men i så fald drejer det sig om to forskellige fødsler. Eller den ene eller begge er på væsentlige punkter fejlagtige. I så fald fremstår de som spekulative konstruktioner, som ikke kan tillægges nogen historisk værdi.
Sjusk og detaljefejl?
Dersom evangelierne var i strid med hinanden på flere væsentlige punkter angående Jesu liv, ville det sidste alternativ have været det mest sansynlige. Men fødselsberetningerne står i denne henseende ganske alene. Når det gælder det videre forløb i Jesu liv, er der ingen sammenlignelige modsætninger. Ganske vist er der mange hændelser, som kun nævnes i et eller to evangelier, men der er ingen, som umuliggør beretningerne i de andre evangelier.
Hvordan har traditionen så forsøgt at håndtere disse problemer? Når det gælder de to forskellige slægtstavler, har der været gjort mange fantasifulde forsøg på at forlige dem. Julius Afrikanus (ca. 230) forsøgte at vise, at de to slægtstavler kunne tilskrives jødernes regler om svogerægteskab, hvor en mand skal gifte sig med enken efter en bror og adoptere hans børn. Et andet forslag, som stadig er accepteret indenfor den katolske kirke, er, at slægtstavlen hos Lukas gælder Maria, mens den hos Mattæus gælder for Josef. Men ingen af disse forslag løser problemet; de forstærker bare indtrykket af unøjagtigheder og sjusk. Maria er overhoveder ikke nævnt i Lukas-genealogien, og hos Mattæus kun anført ( i vers 16), hvor Josef omtales som ”Marias mand”.
Den konklusion, som er blevet stående, er derfor at forfatterne har forsøgt at rekonstruere en generationsfølge, som var gået tabt på tidspunktet for nedskrivningen. Og så kom de altså frem til to forskellige forslag. Det betyder, at man ganske roligt tillægger evangelieforfatterne stor plads til spekulationer. Vi må spørge os selv: Hvad mere i beretningerne om Jesu liv og lære bygger på frie spekulationer? Alternativet, at begge beretninger er sandfærdige, fører imidlertid til en så radikal konklusion, at teologerne viger udenom den. Det er bedre med lidt sjusk i teksten end med to Jesus-børn. Et eksempel på dette giver Per Lønning (*6), hvor han i 1977 skriver en boganmeldelse af Solum Forlags udgivelse af Emil Bocks ”Jesu barndom og ungdom”. (*2) Lønning skriver: ”Den bizare tanke om de to Jesus-børn er for så vidt et interessant vidnesbyrd om hvilke konsekvenser, det kan føre til, hvis man i selve udgangspunktet benægter muligheden for detaljefejl hos de bibelske forfattere.”
Detaljefejl.... at sløse med genealogien for verdens frelser? Eller med genealogien for jødernes tronprætendent? Samme mønster finde vi i Lønnings karakteristik af de øvrige uligheder mellem Lukas og Mattæus med hensyn til omgang med de geografiske fakta. Han siger: ”Den eneste klare divergens ligger i skildringen af færden fra Betlehem: Drog Josef og Maria via Jerusalem direkte tilbage til Nazaret (Lukas), eller flygtede de til Ægypten og opholdt sig der en længere tid, før de vovede at drage hjem og bosætte sig i Nazaret (Mattæus)?” Men de drog jo slet ikke hjem, da de vendte tilbage fra Ægypten! Ifølge Mattæus vovede de ikke at drage hjem (nemlig til Betlehem) af frygt for Arkelaus, men Jos .....blev advaret af Gud i en drøm og drog til Galilæa. Og han kom og tog bolig i en by, som hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes en nazaræer.(Matt.2.23)
Her drejer det sig ikke om fejl i detaljen, men om to systematisk forskellige fødselsberetninger. I den ene beretning møder vi arvingen til Davids trone; alt fortæller om et højpolitisk drama, som udspiller sig omkring en tronprætendent: Magernes ankomst , barnemordet i Betlehem, flugten til Ægypten. Ja, idet magerne ankommer til Jerusalem, meddeler de til og med, at de leder efter ”jødernes konge, som nu er født.” Og de frembærer kongelige gaver: guld, røgelse og myrra. I den anden beretning møder vi en stille, from og harmonisk atmosfære med stald og krybbe, hyrderne på marken og englene, som synger: ”Ære være Gud i det højeste; og fred på jorden i mennesker, der har hans velbehag!”
Findes der en løsning på gåden, en løsning, som fornuften kan fatte, og som troen kan acceptere?
De to Jesusbørn
Blandt de få, som har opfattet begge fødselsberetningerne som troværdige, og som samtidig mente at kunne give en løsning på gåden, er Rudolf Steiner. Denne løsning fremlagde han ganske vist ikke som et resultat af logiske overvejelser ud fra skriften, men ud fra en selvstændig oversanselig forskning. En sådan påstand kan man selvsagt fnyse af, sådan som farisæere altid har gjort. Eller man kan følge Steiners egen anbefaling: Hverken at tro blindt på det, som siges eller at afvise det kategorisk, men leve med udsagnene, have dem i baghovedet, og se, om de giver mening i konfrontation med de erfaringer, man ellers gør. Det er denne metodiske strategi, vi her har forsøgt at følge.
Det er i 1909, i foredragene om Lukasevangeliet, at Steiner første gang tager gåden op om de to Jesusbørn. Året efter holder han også en foredragsserie om Mattæusevangeliet. Og han vender flere gange tilbage til emnet, f. eks. i foredragsserien” Fra Jesus til Kristus”(1911). Det følgende er kun ment som en skitseagtig indføring i grundtrækkene af det, han fremlægger i disse foredrag, nøjagtig så meget, at man kan forstå den logiske sammenhæng i billedet.
Steiner tager fødselsberetningerne på ordet. Det vil sige, at han mener, at de begge giver en sandfærdig fremstilling af det, som skete. For at verdensordet – Logos - Kristus kunne inkarnere i et menneskelegeme, krævedes en hel speciel forberedelse. Faktisk kan man sige, at hebræernes historiske mission var at gøre denne inkarnationsproces mulig ved at forberede den fysiske, æterisk-vitale og sjælelig-astrale organisation hos en hel folkestamme ned gennem generationerne. Her henviser Steiner blandt andet til den mærkelige præcisering, som Mattæus gør, at der er 14 led fra Abraham til og med David, 14 led fra David til og med Jekonja (Bortførelsen til Babylon) og 14 led fra Jekonja til Kristus. Altså tilsammen 42 led. Hvorfor denne ”talmagi”? Ifølge Steiner knytter Mattæus her an til en essæertradition, som havde til hensigt at rense menneskesjælene gennem 42 generationsled. Vi ved i dag, at rituelle renselser generelt spillede en meget central rolle hos essæerne. Renselsen over 42 trin omtaler Steiner blandt andet således i sit 5.foredrag om Mattæusevangeliet:
Efter essæernes opfattelse (....) havde hvert mennneske i sig alle de urenheder, som var kommet ind i menneskesjælen i løbet af de foregående tider(....). Nu findes der en åndsvidenskabelig lov, som essæerne kunne virkeliggøre (....), at denne indflydelse først kunne renses ud, når man stiger op gennem 42 generationsled.(....) Derfor var essæernes renselser indrettet således, at de gennem indre øvelser og omhyggelig skoling skulle arbejde alle de urenheder, som var kommet ind i sjælen gennem 42 generationer, ud af sit indre.(....) Men essæerne kendte også til noget andet. (....) Har mennesket behov for 42 stadier for at kunne hæve sig op til guden, så behøver guden også 42 stadier for at kunne stige ned og blive menneske blandt mennesker. (....) Essæernes lære sagde derfor, at det væsen, som havde inspireret Abraham til at tage gudsdomsfrøet op i sin organisation behøvede 42 generationer for at kunne stige ned til fuld menneskelighed.
Mattæus´understregning af ideen med de 42 led bliver desto mere mystisk, eftersom den sidste gruppe mangler et led. Og dog nævnes også i den sidste gruppe 14 mandsnavne! I kap. 1.16 bliver Jesus også omtalt ved udtrykket: ”han som kaldes Kristus”. Og vers 17 ender med at påstå, at der ” ...fra bortførelsen til Babylon indtil Kristus (er) fjorten led.” Men det forudsætter altså, at man regner Jesus og Kristus som to led! Er her tale om sløseri? Har Mattæus ikke påtaget sig besværet med at tælle efter? Alternetivet til ”småfejl i detaljerne” er, at evangelisten netop her, hvor vi så at sige inviteres til at snuble i logikken, forsøger at antyde et dybt mysterium for os; Kristusmysteriet, inkarnationen af ordet.(*3).
For at Kristus skulle kunne inkarnere i et menneskelegeme, måtte to elementer føres sammen, som ellers vanskeligt kan udvikle sig hos et og samme menneske: Den højeste visdom, sådan som den indpræger sig i det fysisk-æteriske, måtte føres sammen med en uskyld, renhed og inderlighed i det astrale-jegmæssige, som var ligesom den, der var før syndefaldet. Et sådant menneske måtte forberedes som et kar for Ordet, for at Kristusånden skulle kunne leve i et menneskelegeme i de tre år mellem Jordandåben og Golgata. Men en sådan udvikling kunne ikke opnås uden helt ekstraordinære forberedelser.
I Mattæusevangeliet skildres fødselen af det salomoniske Jesusbarn, kongebarnet. Her fødes en gammel og vis sjæl, en sjæl, som så at sige bærer al den jorderfaring, som et menneske på denne tid kunne huse; Zarathustra. Det er denne sjæl, som de vise mænd er i stand til at finde; stjernevisdommen leder dem til visdommens mester.
I Lukasevangeliet skildres fødselen af himmelbarnet, den rene og uskyldige sjæl, som aldrig før har været inkarneret på jorden. Paulus taler om Jesus som ” den anden Adam”. Origines taler om ”anima candida” (den rene sjæl). Det er denne rene barnesjæl, som hyrderne med deres barnehjerter, er i stand til at finde.Begge fødes i Betlehem. Begge med forældre, som hedder Josef og Maria. Mens Mattæusevangeliets forældrepar hører til samfundets øverste sociale lag, kommer det andet par fra et fattigt udsted i Galilæa, Nazaret. De er enkle, men fromme mennesker. De to børn fødes med et vist mellemrum; da det natanske Jesusbarn fødes, har de herodianske storme for længst lagt sig. Efter at begge forældrepar er bosat i Nazaret, vokser de to børn op sammen.
Efter fødselsberetningerne skildres intet fra Jesu liv frem til Jordandåben bortset fra en eneste undtagelse; Lukas´skildring af den 12-årige Jesus i templet. Hvad betyder det? Hvorfor er denne beretning taget med netop i dette evangelium, mens de andre er helt tavse? Ifølge Steiner markerer denne beretning at de to drengebørn her ved indgangen til puberteten ” bliver ét”; visdommen smelter sammen med uskylden. Det natanske Jesusbarn, den rene uskyldige sjæl, som aldrig før har været inkarneret på jorden, kan ikke leve længere end til puberteten. De forandringer, som da sker, legemligt og sjæleligt, kan den ikke bære. Den individualitet, som lever i dette barn er altså i færd med at ekskarnere. Og det natanske Jesusbarn ville da også være afgået ved døden, hvis ikke noget helt ekstraordinært var indtruffet: Zarathustra-jeget hengav sig til det natanske Jesusbarn. Det betyder, at det salomonske Jesusbarn, som al messiansk forventning, har været koncentreret om (blandt dem , som kendte til familiens sande identitet), visner bort og dør. Det natanske Jesusbarn blomstrer derimod op, og ”alle, som hørte ham, var ude af sig selv af forundring over hans forstand og svar.” (Luk.2.47) Så kan vi med ét også forstå Johannes-evengeliets udsagn om, at : ”Jøderne undrede sig da, og sagde: Hvor har han sin lærdom fra, han som ikke er oplært?” (Joh.7.15) De, som kendte det natanske Jesusbarn, måtte netop undre sig, for dette barn var langtfra regnet som en intellektuel kapasitet. Det var som om alverdens hjertevarme levede i det, men drømmende og netop ikke præget af ”lærdom”. Så ved indgangen til puberteten er det som om denne hjertevarme forener sig med alverdens visdom.
At denne korte beretning om Jesus som 12-årig i templet er taget med netop i Lukasevangeliet, er heller ikke tilfældigt: I fysisk forstand er det netop Lukasevangeliets Jesusbarn (det natanske), som dette sker med. Er vi i stand til at læse evangeliernes billedsprog, lægger vi også mærke til, hvordan Mattæus fremhæver det mandlige og det kongelige. Her er det konsekvent Josef, som modtager engleåbenbaringerne. Her møder vi de tre vise mænd eller kongerne fra Østerland, som de populært kaldes. Vi møder kong Herodes, med sit magtpolitiske rænkespil o.s.v.
Hos Lukas fremhæves det kvindelige og det præstelige. Her er det Maria, som får åbenbaringerne og hendes relation til Elisabeth, mor til Johannes Døberen, skildres indgående. Vi bevæger os i en tempelatmosfære: Først møder vi præsten Zakarias, som gør præstetjeneste i templet. Efter fødselen bliver Jesusbarnet velsignet i templet af Simeon og Anna. Derefter, for tredie gang , står vi igen overfor et tempelbillede: Jesus som 12-årig i templet.
For de, som havde sat deres messianske forhåbninger til det salomonske Jesusbarn, bliver barnets død en bitter skuffelse. Men for det natanske Jesusbarn betyder det, at han kan vokse op uden at være belastet med de alt for politiske messiasforventninger. Hans liv frem til Jordandåben kan således foregå mere i det stille. Ved Jordandåben bringer Zarathustra-jeget det sidste offer; det ekskarnerer for at give plads til Kristusåndens inkarnation. Ordet er i færd med at blive kød: ”Og Johannes vidnede og sagde: Jeg har set ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham.” (Joh.1.32)
Førkristne og urkristne kilder
I den førnævnte bogomtale afskriver Per Lønning tanken om sammensmeltning mellem de to Jesusbørn på følgende måde: ”Og troen på en personlighedsoverførelse som den, antroposofien påstår, har fundet sted mellem de to Jesusbørn, bunder i et syn på sjæl og legeme, som er totalt fremmed for den jødisk-kristne forestillingsverden.” I relation til en luthersk-protestantisk teologi er dette nok rigtigt. Her regnes sjælen som et produkt af legemet, og som også dør med legemet. (Tyske teologer kalder det, poetisk nok, Ganztod!) Men luthersk teologi er nu engang ikke identisk med ”den jødisk-kristne forestillingsverden”. Til denne hører også andre traditioner, hvor sjælen regnes som essentiel og i stand til at inkarnere (ind-i-kødet) såvel som ekskarnere. Indenfor en sådan tradition er (eller rettere var) den ”personlighedsoverførelse”, som Steiner omtaler i princippet tænkelig. Der findes da også eksempler på sådanne forestillinger indenfor den tidlige kristendom. En af de klareste indikationer i denne retning, finder vi måske i det kristne-gnostiske skrift Pistis Sofia, fra 200-tallet. Dette skrift former sig som samtaler, som forløber i bølgende imaginationer og billeder. Her følger et udvalgt afsnit, hvor samtalen foregår mellem Jesus og hans mor. Det er Salme 85.10-12, som er udgangspunktet for samtalen. I denne salme hedder det:
Ja, hans frelse er nær ved dem, som frygter ham, for at herlighed skal bo i vort land. Nåde og sandhed skal møde hinanden, retfærd og fred skal kysse hinanden. Sandhed skal vokse op af jorden og retfærdigheden skue ned fra himlen.
Sådan, siger Maria, har din kraft profeteret dette ord på forhånd om dig selv:
Da du var lille , før ånden kom over dig, mens du var i vingården med Josef , kom ånden ned fra højderne og kom til mig i mit hus, i din skikkelse. Jeg kendte ham ikke, men troede, det var dig. Og ånden sagde til mig: Sig mig, hvor er min bror, Jesus, så jeg kan møde ham? Og da han sagde mig dette, blev jeg ude af mig selv og troede, at det var et spøgelse, som ville friste mig. Så jeg greb fat i ham og bandt hans fod til sengen i mit hus, sådan at jeg kunne gå til dig og Josef ude på marken. Jeg fandt jer ude i vingården, hvor Josef arbejdede. Det skete da således, at da du hørte mig tale disse ord til Josef, forstod du ordene og blev glad og sagde: ”Hvor er han, så jeg kan få ham at se? Ellers vil jeg vente på ham her, hvor jeg er.” Og det skete, at da Josef hørte dig sige disse ord, blev han forfærdet. Og vi gik sammen ned til huset, og fandt ånden bundet til sengen. Og vi så på dig og på ham og så, at du lignede ham. Og han som var bundet til sengen blev løst. Han tog dig i sine arme og kyssede dig, og du kyssede også ham. Og I blev ét. (Oversat fra:
http://www.livius.org/men-mh/messiah/messiah_14.html
Historien er ganske vist dunkel og kan tolkes på flere måder. Det er ikke sikkert, at den aktuelle passage henviser til relationen mellem de to Jesusbørn. Men historien viser i det mindste, at forstillinger, som stærkt ligner Steiners fremstilling, absolut kan findes indefor den jødisk-kristne forestillingsverden.
Da Rudolf Steiner holdt sine foredrag om Jesu liv, var dette flere årtier før 1900-tallets store opdagelser indenfor den bibelske arkæologi, Nag Hammadifundet og Qumranfundet. Disse fund skulle komme til at styrke hans fremstilling på en overraskende måde. Fra middelalderen kendte man et skrift af ukendt alder og ophav, kaldet De tolv patriarkers testamente. Dette skrift blev oversat fra græsk til latin i 1200-tallet af den engelske filosof og teolog, Robert Grosseteste. Her finder vi blandt andet en (tilsyneladende) før-kristen profeti om, at der skulle komme både en kongelig og en ypperstepræstelig Messias.(*4)
I Simeons testamente, kapitel 3 finder vi f.eks. følgende profeti om Messias:
11 For Herren skal oprejse fra Levi som om det var en ypperstepræst , og fra Juda som om det var en konge, Gud og menneske. Han skal frelse alle hedninger og Israels folk.
(http://sacred-texts.com/bib/fbe/fbe271.htm)
Sidste sætning er flertydig i denne oversættelse. Hvem er ”han”? Den sidstnævnte, kongen, eller en, som samtidig er af ”Levi” (præst) og ”af Juda” (konge)? Som David Ovason påviser udfra såvel græske som armenske kildetekster (The two children s.140), er der her ment den ene Messias, som forener ypperstepræsten og kongen. De to bliver en.
Efter af dele af dette skrift er fundet blandt rullerne i Qumran, er det fastslået med sikkerhed, at originalkilden til Testamentet er før-kristent, sandsynligvis fra ca. 175 f.kr. Som flere af Qumran-teksterne, forventede essæerne, og sikkert også flere med dem, en præstelig og en kongelig Messias. Disse bliver oftest benævnt som Messias af Aron og Messias af Israel. Enkelte steder er der brugt flertalsform, andre steder omtales de to, som om det var én Messias af Aron og Israel. Igen en forbløffende parallel til Steiners fremstilling af relationen mellem de to Jesusbørn! Her nogle eksempler fra Damaskus-dokumentet.
(...) i løbet af ugudelighedens tid, indtil (de to) Messiasser (eng.Messiahs) af Aron og Israel viser sig ( ... ) (Damaskus-dokument 12.23 -13.1) ---
Dette er den eksakte erklæring om reglerne, som de skal følge indtil (den ene) Messias (eng.Messiah) af Aron og Israel viser sig og udsoner deres ondskab (synd).
( Damaskus-dokument 14.18-19)
http://www.livius.org/men-mh/messiah/messiah_14.html
Disse Messiasforventninger var altså levende på Jesu tid, i det mindste blandt essæerne i Qumran. De nye opdagelser indenfor den bibelske arkæologi, minder os om Jesu ord i Johannesevangeliet: ” Jeg har endnu har jeg meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu.” (Joh.16.12) Måske er tiden omsider blevet moden til, at vi kan bære lidt mere.
Kilder
Bibelen efter 1930 - oversættelsen. (norsk)
Emil Bock, 1995: Jesu barndom og ungdom. Antropos Forlag . Oslo.
David Ovason, 2001::The two children. Century. London.
Hella Krause –Zimmer, 1977: Die Zwei Jesusknaben in der bildenden Kunst. Verlag Freies Geistesleben, Stuttgart.
Rudolf Steiner, 1969: Lukasevangeliet. Antroposofisk Forlag. København.
Rudolf Steiner, 1966: Matteusevangeliet. Antroposofiska Bokförlaget. Stockholm.
Rudolf Steiner, 2007: Fra Jesus til Kristus. Vidarforlaget. Oslo.
N.Wieder, The Doctrine of the Two Messiahs among the Karaites. Journal of Jewish Studies, 6.1955,pp.14-25.
Noter
- 1) Lukas har ganske vist den reservation overfor, at Jesus var søn af Josef “efter hvad, folk anså ham for”
- 2) Boganmeldelsen stod antagelig i Aftenposten; de citerede afsnit er hentet fra et udateret avisudklip. – Det er vel det eneste tilfælde, hvor en statskirketeolog herhjemme (Norge) har anmeldt en antroposofisk inspireret bog om kristendom; allerede dette gør indlægget bemærkelsesværdigt!
- 3) At tallet 42 har en bestemt symbolsk mening, betyder, at det ikke skal forstås ”bogstaveligt”. Det historisk korrekte tal er ifølge eksperterne mindst 46. Mattæus har blandt andet udeladt 3 konger af Juda. Der, hvor evangelierne giver ”ukorrekte oplysninger” ( historisk set ), er der sjældent eller aldrig tale om sjuskefejl, men om bevidste tilpasninger, som skal formidle et bestemt budskab.
- 4) Vi finder iøvrigt også udsagn om to Messiasser i Talmud, hvor de betegnes som Messiah ben Joseph (Messias, Josephs søn) og Messiah ben David ( Messias, Davids søn). Som regel fortolkes dette imidlertid som 2 tilsynekomster af samme person.
- 5. Artiklen har tidligere været bragt i det norske tidsskrift Libra Nr. 4, 2008.
- 6. Bøger af Trond Skaftnesmo:
Oversættelse til dansk af Mogens Thuesen
fra den norske artikel:
http://libra.antropos.no/TS_To_Jesusbarn.html